Pressemeddelelse til JyskeVestkysten
.JydskeVestkysten
Tønder Redaktion
Att. Journalist Lene Alsing
Sendt pr. mail til lal@jv.dk
Tønder, den 28.sept. 2012
Vedr.: Den illegale nedrivning af et meget bevaringsværdigt hus på Vestergade 2 i Løgumkloster.
Danmarks Naturfredningsforenings Tønder afdeling blev tidligt opmærksom på, at det smukke 1700-tals hus på Vestergade 3 i Løgumkloster pludseligt – ja, nærmest ”overnight” – var blevet nedrevet med kun facaden mod gaden intakt. Efter konferering med DN’s Sekretariat i København afstod vi i første omgang at fremkomme med offentlig kritik af den uhyrlige proces, da DN ikke har nogen lovgivningsmæssig mulighed for at påklage en sag, der vedrører kulturhistoriske interessante huse, der oven i købet er placeret i byzone.
Tønder Kommune har efterfølgende valgt at indsætte en officiel annonce i Digeposten den 18. september 2012. Heri efterlyses bemærkninger til nedrivningen fra alle borgere inden den 23. oktober, hvorefter kommunen vil tage stilling til nedrivningen. En vigtig pointe er, at ejeren ikke havde søgt eller fået nedrivningstilladelse; - det er altså regulært selvtægt og en overtrædelse af lovgivningen, sandsynligvis igangsat af en forhåbning om at det nok er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Der er nemlig ingen tvivl om at en ansøgning om at nedrive den meget bevaringsværdige og smukt vedligeholdte ejendom, klart havde resulteret i et afslag. I annoncen skriver kommunen desuden, ”at ejer har i ansøgningen (altså den eftersendte ansøgning, da huset allerede var væk) oplyst at tre facader faldt sammen, da taget blev forsøgt renoveret /udskiftet. Kun facaden mod øst (gadesiden) står tilbage.” - Dette udsagn kan DN tilbagevise som en decideret usandhed (for ikke at skrive løgn).
DN har intet kendskab til hvem ejeren af det illegalt nedrevne hus er, så det er ikke et personligt vendetta, der ligger bag denne henvendelse. Helt tilfældig kom et af vore bestyrelsesmedlemmer forbi Vestergade 3 ganske få dage efter at nedrivningen havde fundet sted og tog et foto af situationen. På dette tidspunkt (2 -3 dage efter nedrivningen) er alt sammenstyrtet byggemateriale – murværk, bindingsværk, tagtømmer og gamle tagrør - allerede helt forsvundet fra matriklen. Desuden lå der intet oplæg af nye tagrør som tækkemateriale til en fornyelse af taget. I stedet for var der allerede støbt sokkel på de tre forsvundne sider af huset, ligesom der var foretaget en grundig afstøtning af den tilbageværende facade mos øst. Det eneste oplag af byggemateriale, der på dette tidspunkt var på grunden var byggeelementer til et nyt hus, og da det næppe er muligt at få opmålt, bestilt og leveret byggematerialer på så kort tid, taler alt for at det har været en nøje planlagt nedrivning, der har fundet sted.
Hvis der virkelig havde været tale om en renovering/udskiftning af taget, så ville håndværkerne, - altså tækkemanden – næppe have startet med at rive hele taget af på en gang, men havde valgt en side af gangen, så huset ikke havde stået uden tag alt for længe i dette regnfulde efterår. For ligesom at illustrere for læserne hvorledes huset så ud før nedrivningen, så vedlægges et par fotos taget fra Google Street Map, der viser det nu for evigt forsvundne prægtige hus.
Kommunens handlemåde med indsættelsen af annoncen i Digeposten er også meget kritisabel. Hvorfor vil kommunen først tage stilling til nedrivningen efter modtagelse af evt. bemærkninger, og da så sent som efter den 23. oktober? – Det kommunen burde have gjort, så snart man blev opmærksom på den kreative husejers illegale nedrivning, er efter DN’s mening, at politianmelde ham/hende. Altså overlade det til Politiets anklagemyndighed at få straffet lovovertrædelsen med en bøde eller lignende. Dette ville sandsynlig have en vis præventiv virkning på andre, der måtte gå rundt og have lignende tanker med gamle, bevaringsværdige bygninger.
Nu på tirsdag den 2. oktober skal sagen drøftes i kommunens Udvalg for Teknik og Miljø. Hvad de egentlig skal forholde sig til, er efter annonceteksten i Digeposten temmelig usikkert, men det står fast, at Kommunens Team Byg med denne ejendommelige handlemåde og den beskrevne naivitet i annoncen har gjort alt for at kommunen kan leve op til at være ”amatørernes Paradis”.
Med venlig hilsen
Søren Eller
Formand for DN’s Tønder afd.