Spis østers – det er god naturpleje

I vinterhalvåret kan du samle østers i Vadehavet. Tommelfingerreglen er, at de kan spises i de måneder, der har bogstavet ”r” i navnet. April er ok. Maj er for sent. Man kan risikere, at der med sommerhalvårets varmere vand kommer giftige alger. Nærmeste østerssted ligger ud for Hjerpsted strand. Gå ud fra kysten, lidt nord for parkeringspladsen, ved den lille bunker. Et par hundrede meter ude finder du østersbanken, som strækker sig nordpå parallelt med kysten.

Så længe der har været mennesker her på egnen, har østers været en del af menuen. Det vidner blandt andet det gamle østershus, Kiers gård, i Højer om. Her opbevarede lokalbefolkningen østers, inden de blev sendt videre til greven på Schackenborg.

For et par årtier siden kom en ny østersart til Vadehavet. Dens oprindelsessted er Stillehavet, og den kom ikke med ballastvand fra et fragtskib, som man kunne forvente, men blev bragt hertil af driftige forretningsfolk fra lokalområdet, som ville dyrke og sælge dem. Biologer havde forsikret om, at de ikke kunne formere sig i vores kolde vande og derfor ikke ville brede sig til resten af vadehavet, men som det jo ofte går i naturen, tilpassede de sig efterhånden og trives nu strålende.

De slår sig typisk ned på eksisterende blåmuslingbanker. De er meget dygtige til at spise, de formerer sig hurtigt og dækker hurtigt blåmuslingerne. Det gør det vanskeligere for de blåmuslingespisende vadefugle at komme til. De tykskallede Stillehavsøsters har de ikke en chance for at knuse og spise.

Så hvis du vil hjælpe blåmuslingen og vadefuglen, er det bare med at komme i gang med at spise østers. Det er nemlig god naturpleje.

Det er godt at gå ud med østenvinden, som skubber vandet godt til havs og blotter bankerne helt. Søg på Google for ”tidevand og Hjerpsted” og tjek vandstandstabellerne, inden du tager ud til standen.

For nybegyndere skal nok der en god portion mod til at nedsvælge de levende østers. Selv de største gourmander i min omgangskreds har vanskeligheder med at sluge dem rå på den traditionelle nytårsmanér. Selv elsker jeg den friske smag af hav, men du kan også finde en masse lækre opskrifter på internettet.

Enten kan de gratineres under ovnens grill i 3-4 minutter med lidt kraftig pølse, krydderurter, hvidvin eller hvad man nu har ved hånden. Husk revet ost og rasp ovenpå til sidst. Eller også kan de hældes i en kraftig krydret risret, gerne sammen med lidt rejer.

Stillehavsøsters kan være svære at åbne på traditionel vis med en kraftig østerskniv. Den lette måde er at brække et stykke af skallen af med en tang og stikke en smal kniv ind og skære lukkemusklen over. Med denne metode skal du være ekstra omhyggelig med at skylle dem med vand for at fjerne eventuelle små rester af skallen.

Velbekomme!


Klaus Bjørn Jacobsen,

bestyrelsesmedlem i DN’s Tønder afd.