Naturen lige nu

SENSOMMERFUGLE OG EN SJÆLDEN GÆST PÅ LEOSALLÈ.

Et dødningehoved fra Afrika.

På Leosallé sad en meget sjælden gæst på en kantsten den 21.september om eftermiddagen: Aftensværmeren Acherontia Atropos, også kaldet dødningehoved. Så sjælden, at man på Naturhistorisk Museum kun havde fået én indrapportering i år før denne på Leosallé. I 2013-16 var der kun registreret mellem tre og fem af de karakteristiske aftensværmere.

Dødningehovedsommerfuglen kommer fra Afrika syd for Sahara og kan enkelte år lade sig føre med de øverste jetstrømme så langt nordpå som til den nordlige polarkreds, hvilket svarer til, at den kan tilbagelægge en fjerdedel af jordens omkreds.

Sværmerens størrelse er imponerende: Hunnens vingefang er ca. 13 cm, hvilket næsten er det samme som fuglekongens vingefang, der er 13.5 – 15.5 cm. Hansværmerens vingefang er lidt mindre. Tilnavnet dødningehoved skyldes den lidt uhyggelige tegning på dens overside bagved hovedet.

Et andet, særligt træk er de mærkelige lyde, sværmeren kan frembringe – ja, også dens pupper og larver kan frembringe hver deres lyd. Den voksne sværmer piber eller knitrer, når den bliver forskrækket, sandsynligvis for at skræmme angribere. Det lyder lidt som en mus, der piber. Lyden bruges efter alt at dømme som forsvar, når dødningehovedet besøger bistader, hvor den er på jagt efter honning. Det virker, som om sværmeren ikke er så modtagelig overfor biernes gift som andre dyr, men det lykkes dog alligevel af og til bierne at gøre kål på indbrudstyven.

Man har observeret, at den karakteristiske piben/knitren besvares af andre dødningehoveder, der befinder sig i nærheden, hvilket tyder på, at lyden også bruges som en form for signal overfor det modsatte køn.

Larverne giver også lyd fra sig, når de berøres, idet de smækker med kæberne, og pupperne frembringer en hvislen ved berøring. Larverne er især at finde på kartoffelplanter eller andre planter af natskyggefamilien, men man skal som sagt være heldig, hvis man støder på enten larver, pupper eller de voksne dødningehoveder, da de er sjældne i Danmark.

Sommerfuglenes tid er ikke forbi, selvom sommeren er gået på hæld. Helt hen i oktober og november kan visse arter ses især på lune dage. I mildt vejr tæt ved blomster eller nedfaldsfrugt ses den lille og den store kålsommerfugl, citronsommerfugl, nældens takvinge, dagpåfugleøje, almindelig blåfugl, admiralen og tidselsommerfuglen. Her i oktober klækkes stadig admiraler, og antallet af admiraler er større, end det har været i mange år. Kig også efter admiraler, nældens takvinge og dagpåfugleøje ved brændenælder.

Sommerfugle har noget tilfælles med flyvemaskiner, idet de kan stikke kursen ud og blive i samme flyveretning. Sommerfugles automatiske pilot skyldes de såkaldte Eltringhams organer, som er grupper af følebørster placeret på hver kropshalvdel. Disse påvirkes i højre og venstre side af luftstrømmen og hjælper sommerfuglen med at holde kursen.

Følehornene er både modtagere af lugtindtryk samt fartmålere. Ved følehornenes rod registrerer Johnstons organ de vibrationer, som opstår under flugten og forstærkes, jo hurtigere sommerfuglen flyver.

Vel ankommet til en velduftende blomst, tester sommerfuglen fødekilden med de korte, behårede palper på hver side af hovedet, og er fødekilden godkendt, rulles et tungelignende organ, proboscis, ud, hvormed sommerfuglen suger nektaren op. Sugerøret rulles op igen efter endt brug.

Løvfaldsmåleren, som er en natsværmer, har store, buskede følehorn, som i kølig luft med deres store overflade bedre kan registrere tiltrækkende dufte, kaldet feromoner, udsendt af det modsatte køn. Brug en lommelygte til at opspore dem i mørket, hvis de da ikke sværmer omkring udendørs lamper.

Ann-Britt Garlov
medlem af bestyrelsen for DN’s Tønder afd.