Naturen lige nu
Juni 2015Drivvejen
Alle kender vel hærvejen, der går fra Viborg ned gennem det østlige Sønderjylland og videre til Hamborg. I århundreder har den østlige hærvej være hovedfærdselsåren for persontransport, varetransport, kreaturdrivning og for militære tropper. Hærvejen mistede gradvist sin betydning, da der kom nye tidssvarende veje og jernbaner. I 1930erne blev den gamle hærvej imidlertid genoprettet som en historisk turistvej.
Imidlertid er der ikke mange, der ved, at der også har fandtes en vestlig hovedfærdselsåre mellem Jylland og Hamborg. Denne vej havde især betydning for kreaturdrivning og blev derfor kaldt for "Drivvejen". Også denne drivvej blev glemt i nyere tid, men blev genoprettet i årene 2003-06. Det skete via det EU-støttede North Sea Trail projekt, som gik ud på at oprette vandre- og cykelruter rundt om hele Nordsøen. Lokalt foregik genoprettelsen som et fælles projekt mellem de nu nedlagte Sønderjyllands, Ribe og Ringkøbing amter og en række lokale museer. Der blev fastlagt en rute blandt flere parallelle ruter og ruten fokuserede både på den historiske autencitet, seværdigheder og naturoplevelser. Ruten er møntet på vandrende og cyklister og kan for store dele af strækningen også gennemføres i bil. Der er udgivet forskellig litteratur om Drivvejen og der er opsat afmærkningspæle og informationstavler langs Drivvejen.
Drivvejen mellem Jylland og Hamborg går midt gennem Vestsønderjylland, nu Tønder kommune, og lokalt lukrerede man stort på kreaturdrivningen. Når kreaturerne blev drevet ned gennem Jylland blev de nemlig udmagrede, men i Sønderjylland kunne de atter blive fedet op i marsken, før de blev drevet videre syd på. Kreaturdrivningen begyndte for alvor i 1400-tallet og blev i århundrederne frem meget afhængig af de økonomiske konjunkturer og af krig eller fred. I begyndelsen solgte de jyske kreaturdrivere deres kreaturer på Ribe-markedet til tyske handelsmænd og kreaturdrivere, der fedede dem op i marsken og drev dem til Hamborg.
Snart fik sønderjyderne øjnene op for denne givtige handel og begyndte selv at købe kreaturer op og fede dem op i marsken. Efter opfedningen solgte de enten kreaturerne til tyske opkøbere på markederne i Løgumkloster eller Tønder eller de drev selv kreaturerne til Hamborg og solgte dem der. Adelen og kongen fik bøndernes kreaturdrivning indskrænket i mange omgange, fordi de også ville have del i fortjenesterne. Men i 1788 var det slut, for da blev kreaturdrivning og handel givet frit til alle. Det skabte en kæmpevækst i kreaturdrivningen, lige indtil jernbanen kom i 1892 og alle kreaturerne nu blev sat på kreaturvogne og hurtigt kørt til Hamborg.
Den nyoprettede Drivvej forløber hovedsagligt mellem Ribe, Løgumkloster og Tønder. Den begynder på små grusveje i det flade land mellem Vester Vedsted og Rejsby. Derefter fortsætter den ad den nuværende hovedvej til Brøns. Fra Brøns går den ud til den smukke Brøns Mølle og gennem Brøns Skov til Skærbæk. Fra Skærbæk går Drivvejen til Gasse Høje, hvor der er storslået udsigt over det flade land og marsken mod vest. Fra Gasse Høje går den videre via Tevring til Lovrup Skov og Lovrup Skrøp, hvor der findes fine hedelandskaber. Herfra går Drivvejen videre til Løgumbjerge og Vongshøj, hvor der igen er storslået udsigt over landskabet.
Fra Vongshøj går den ned til Løgumgårde og Løgumkloster, hvor der i århundreder har været afholdt markeder på byens markedsplads. Fra Løgumkloster går Drivvejen videre ad grusvej til den spændende naturskov, Draved Skov og forbi Kongens Mose. Herfra spalter Drivvejen sig i to spor. Det vestlige spor går til Store Emmerske og Tønder og videre herfra ud i marsken til Ubjerg og Sæd. Det østlige spor går til Solvig, Hostrup, Jejsing, Lydersholm og grænsepassagen ved Bejerskro. Syd for grænsen fortsatte drivvejen ad gamle spor videre til markederne i Læk og Husum og videre herfra til Hamborg.
Drivvejen er absolut en oplevelse værd, både til fods, på cykel og i bil. Der er mange historiske seværdigheder undervejs og mange enestående naturoplevelser. Vil man vide mere om Drivvejen, så gå ind på hjemmesiden: www.drivvejen.tumblr.com. Man kan også låne bogen: "Drivvejen - ad studedrivernes spor i det vestlige Jylland".
Henrik J. Møller
Bestyrelsesmedlem i DN’s Tønder afd.