Natur- og Miljøklagenævnet

Rentemestervej 8

2400 København NV

 

Indsendt via Tønder Kommune. Tønder, den 17. august 2012

 

Klage over Tønder Kommunes landzonetilladelse til ændret anvendelse fra beboelse til kursuscenter på matr. nr. 171 Daler, beliggende Tøndervej 11, 6280 Højer. - Kommunens sags id: 01.03.03-P19-109-12.

Danmarks Naturfredningsforenings Tønder Afdeling er efter gennemlæsning af Tønder Kommunes landzonetilladelse til ændret anvendelse af ovennævnte ejendom af den opfattelse, at tilladelsen er det, der betragtes som den omvendt salami-taktik, hvor man stykvis kan sammensætte en hel pølse, ved først at give tilladelse til én skive og så senere flere, således at man til sidst ender med at have en hel salami. I dette tilfælde et stort nyt kursuscenter.

Kommunens hovedargument for tilladelsen er, at tilladelsen til den aktuelle bygningsanvendelses-ændring fra bolig til kursuscenter alene gives ud fra, at det ikke vil medføre opførelse af nye bygninger, da det vil kunne rummes inden for den eksisterende bygning med kun beskedne ændringer af denne: Tilføjelse af tagkviste, en udvendig brandtrappe og en indgangsrampe betragtes af kommunen som noget der kun omfatter udnyttelse af en bestående bygningsressource.

Dette hovedargument står i modsætning til den efterfølgende information i kommunens redegørelse om, at kursuscentret på sigt skal udvides til et ”nanotel”, der skal kunne huse op til 50 personer. DN er ikke før blevet præsenteret for begrebet nanotel, men det fremgår af tilladelsen, at ”bygninger (i flertal!) og interiør er baseret på nanoteknologi”, og at ”projektet for etablering af nanotellet vil være af et sådant omfang, at det vil kræve udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan.”

Kravet om naboorientering ses desuden ikke at være overholdt. Nærmeste nabo er ejer af den eksisterende ejendom på matr. nr. 171, Daler, samt medansøger til projektet for et ”nanotel”. Altså ikke en rigtig nabo, der kunne have bemærkninger eller indsigelser til den planlagte ændring af bygningsanvendelsen. - I sagens natur må der vel være naboer i området, som ikke er involveret i byggeriet af kursuscenteret; f.eks. i den sydlige del af Daler i bebyggelsen Kathale få hundrede meter nord for Tøndervej 11.

DN er af den opfattelse, at Tønder Kommune med denne tilladelse for ændret anvendelse fra beboelse til kursuscenter ad bagvejen forsøger at omgå landzoneloven ved at åbne for en senere mulighed for bygningstilføjelser og udvidelser til glæde for det egentlige projekt som ”nanotel”.

En sådan fremtidig udvidelse af bygningsmassen mellem Tøndervej 11 (den eksisterende bolig i det gamle husmandssted) og Tøndervej 7 umiddelbart vest herfor (nærmeste nabo, der også ejer Tøndervej 11 og er medansøger til nanotellet), vil efter DN’s opfattelse være en meget uønsket udvikling i det flade marsklandskab omkring det gamle kulturhistorisk interessante ”Snur-Om-Dige”, der blev opført i forbindelse med Tøndermarskafvandingen i slutningen af 1920’erne. Det skal bemærkes, at den omfattede bygning Tøndervej 11 er opført i sammenhæng med den øgede digesikkerhed i 1929.

DN vil pege på, at der i området findes flere andre muligheder for at udvikle projektets nanotel f.eks. i den nærliggende Højer by (2 km mod vest), hvor en hel del ejendomme i dag er til salg eller står tomme inden for byzonen.

Set med DN’s øjne findes der to mulige løsninger på problemet:

  • At ændre anvendelsestilladelsen fra bolig til kursuscenter til et afslag, eller

  • At give tilladelsen med det udtrykkelige vilkår, at der ikke fremover vil blive givet tilladelse til udvidelse af kursuscentret ud over den eksisterende bygning på matriklen eller andre steder i nærområdet.

Danmarks Naturfredningsforening håber at Natur- og Miljøklagenævnet vil ændre kommunens tilladelse til et afslag således, at Landzonebestemmelserne ikke kan anvendes til på sigt at tillade opførelse af bygninger i landzonen, som ikke udtrykkeligt er omtalt i loven som driftsbygninger til landbrug, skovbrug og fiskeri.

 

Med venlig hilsen

Søren Eller

formand for DN’s Tønder Afd.