Naturens Ambulance
Mød Ulven på Tønder Torv. Tør du komme helt tæt på en ulv og endda klappe den? Eller grævlingen, ræven og vildsvinet? På Torvet i Tønder kan du på lørdag den 14. oktober møde Danmarks vilde dyr helt tæt på.Danmarks Naturfredningsforening har pakket Naturens Ambulance med vilde dyr fra den danske natur og sat kursen mod Torvet i Tønder. Naturens Ambulance formidler den vilde natur til børnefamilier og andre nysgerrige, der har lyst til at se, røre og blive klogere på de vilde dyr.
Alle har et yndlingsdyr
Dyrene er naturligvis udstoppede, så de er ganske ufarlige. Alligevel kan det være en overvindelse at komme helt tæt på og røre dem, siger Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.
- Når børnene først har mærket deres bløde pels, lange haler og kigget dem i øjnene, vil de ikke slippe dyrene igen, fortsætter Thomas Neumann - Dyrene vokser ind i hjertet på børnene, og deres nysgerrighed vokser også. De vil vide alt om deres nye yndlingsdyr.
Quiz, leg og bliv klog
Danmarks Naturfredningsforening har quizzer klar om dyrene, forskellige lege og oplevelser, så alle kan blive klogere på de vilde dyr i Danmark. Der er også info-tavler om de vigtigste fakta om ulven og guldsjakalen, der er genindvandret i Danmark.
Hør ulven hyle på Torvet
På Torvet i Tønder vil ulven ind i mellem hyle lørdag hen over frokosten. Det er simpelthen lydoptagelser fra en lokal fårefarm i Sønderjylland, hvor ulve næsten dagligt kommunikerer med hunde, oplyser Thomas Neumann.
- Kom bare forbi og stil spørgsmål om de vilde dyr og klap vildsvinet, grævlingen, ulven og ræven på Torvet i Tønder, lyder invitationen fra Thomas Neumann fra Danmarks Naturfredningsforening, der står klar sammen med DN-afdelingen i Tønder.