Naturen lige nu

Naturen lige nu - Stormflodstid

Vintermånederne og især januar er stormflodstid. Da er det højsæson for vinterstorme og stormfloder. En stormflod eller vandflod er oftest forårsaget af, at en kraftig vind presser store vandmasser fra havet ind over land. Vinden skal op på ca. 21-25 m/sek. før stormfloder normalt indtræffer. Stormfloder rammer ikke kun kysterne, men kan også trænge dybt ind i landet langs åer eller fjorde, ligesom stormfloder også forhindrer udstrømmende vand fra åer i at komme ud til havet.

Lavtryk har skylden
På vores breddegrader er vandrende lavtryk skyld i de fleste stormfloder. Normalt er vandstigninger på op til 5-6 meter over dagligt vande kritiske, men langs Vadehavskysten er vandstigninger på kun 1-4 meter kritiske, fordi marsklandskabet ligger lavt og kun er beskyttet af ca. 7 meter høje havdiger. Dertil kommer, at tidevandets timing med stormfloden også spiller en stor rolle, fordi tidevandet i Vadehavet varierer med op til 2 meter mellem lavvande og højvande. 90 % af alle storme kommer fra vest og rammer den jyske vestkyst. De indre danske farvande rammes langt mindre, men skaderne kan også her være store, da beskyttelsen her er langt dårligere.

Hver gang en stormflod indtræffer, så er det som om at vi alle bliver overraskede. Men det burde vi ikke blive, for stormfloder og havets indtrængen har stået på lige siden sidste istid for ca. 10.000 år siden. Da istiden var på sit højdepunkt for ca. 18.000 år siden var indlandsisen i Skandinavien op til 3 km tyk og vandspejlet i Nordsøen 120 m lavere end i dag.

Doggerland
I de sidste 7.500 år har vandspejlet i gennemsnit gradvist hævet sig 33 cm pr. århundrede og i de sidste 100 år har det hævet sig 25 cm. Under istiden for ca. 10.000 år siden befandt kystlinjerne sig 600 km længere mod nord og der var land i hele den sydlige Nordsø. Dette gamle landskab kalder man nu for Doggerland efter Doggerbanken øst for England. Det nu forsvundne landskab kan endnu spores i Nordsøens varierende dybder, selvom vandstrømme og erosion har udjævnet havbunden en del. Nordsøen er i gennemsnit 93 m dybt, men kun op til 50 m dybt i den sydlige del. Dertil kommer f.eks. Doggerbanke, der ikke er mere end 13 til 37 m dyb. Endelig ligger der også mange andre banker langs Nordsøens nuværende kyster.

For 10.000 år siden var Doggerland endnu kun et goldt og kuperet tundralandskab med store floder, men efterhånden blev det et yderst frodigt område med skove, enge og sumpe, hvor der også indvandrede mange stenaldermennesker til. Der er blevet gjort en del arkæologiske fund i de senere år af knogler og efterladenskaber efter disse mennesker. Doggerland var langt mere frodigt for mennesker end de nuværende landområder i Skandinavien, som var mere golde, da de lå tættere på de afsmeltende ismasser. De nuværende niveauforskelle mellem Nordsøens havbund og landjorden i f.eks. Danmark var dengang også betydeligt mindre, fordi ismasserne trykkede landjorden mellem 20-60 m ned. Der findes således gammel havbund i Nordjylland 20-60 m over havet, fordi landjorden langsomt har hævet sig efter at ismasserne forsvandt – og stadig gør det.

Op gennem tiden hævede vandspejlet sig og for ca. 8.000 år siden åbnedes den Engelske Kanal og adskilte England fra det europæiske kontinent. Gradvist oversvømmedes Doggerland og menneskene trak sig tilbage, hvor der var mere sikkert. Processen foregik over flere tusinde år og har været langsom, men til tider også voldsom, når stormfloder tog store bidder af landskabet. Ved overgangen til bronzealderen for ca. 4.000 år siden begyndte Nordsøen at antage sin nuværende form, kystdannelserne blev mere stabile og samtidig begyndte den nu kendte marskdannelse at tage fart. Havet aflejrede lag på lag af klæg ved kysterne, som gjorde jorden fed og frugtbar for dyr og mennesker. Befolkningstallet i marskegnene steg derfor meget. Bønderne byggede gårde på geesten ud mod marsken og kunne sålede udnytte marsken, men samtidig være i sikkerhed for stormfloder. Samtidig voksede søfart og fiskeri op gennem jernalderen og vikingetiden, og der var livlig samhandel, væbnede opgør og kulturel udveksling langs Nordsøens kyster.

Stormfloderne fortsatte
Stormfloderne fortsatte op i historisk tid og skaderne blev større og større, idet der boede flere og flere mennesker langs kysterne. Menneskene blev også mere dristige og anlagde byer og gårde på værfter i marsken. Stormfloderne ramte først friserne ved den sydlige Nordsø, men i f.eks. 1362 og 1634 ramte stormfloderne også den nordligere slesvigske vestkyst meget hårdt. Stormfloden i 1362 smadrede hele kysten og åbnede en stor lagune langt ind forbi Tønder by. Stormfloden i 1634 fortsatte ødelæggelserne langs kysten. Hele landområder, kirkesogne og byer havnede på havets bund. Derfor kom der gradvist gang i store digebyggerier for at beskytte sig mod stormfloderne. Det lykkedes ganske godt over tid, selvom stormfloderne også til tider gennembrød digerne og oversvømmede landområder og byer.

Vi må tilpasse os naturen
I dag tror vi, at vi er godt beskyttede af effektive havdiger og et veludbygget stormflodsberedskab. Alligevel kan vi ikke gardere os mod stormfloderne, fordi vandspejlet fortsat stiger og havet æder sig ind på land. Klimaændringerne er i fuld gang, vandspejlet stiger og vi får mere regn og vind. I den nærmeste fremtid vil man derfor debattere om flere penge til bedre beskyttelse af det lavtliggende marskland bag havdigerne og til opmagasinering af vand fra åerne inde i landet.
Alt handler imidlertid om udgifter kontra udbytte, og derfor vil man også med tiden spørge sig selv om det i det hele taget kan betale sig at værne sig mod stormfloderne og vandet. Hvis vandet trænger sig for meget på, så kan menneskene blive tvunget til at trække sig ind på højere land, sådan som det er sket mange gange før i tiden.
Det er ikke utænkeligt at havet vil stige adskillige meter i løbet af nogle århundreder, og så vil der kun være den jyske højderyg tilbage at leve sikkert på. Ingen kender fremtiden præcist, men fortiden har budt på enorme forandringer og sådan vil det også være i fremtiden. Naturen forandrer sig til alle tider og vi mennesker kan på lang sigt ikke gøre andet end at tilpasse os naturen.

Af Henrik Møller, Cand.mag. i historie/dansk
Bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforenings Tønder Afdeling.

_____________________________________________________________________________________________

Historiske kort viser udviklingen
På de historiske kort nedenfor ses Vadehavets indtrængen i tiden 1230-1650. Nye havdiger og inddigninger af koge har stoppet havets yderligere indtrængen og i flere tilfælde vundet land tilbage igen.