Naturen lige nu

Klimaændringer

Det er efterhånden gået op for de fleste, at vi lever i en særdeles usikker tid. Her tænkes ikke så meget på alle de politiske omvæltninger, der sker for tiden, men især på de klimaændringer, som vi selv og generationerne før os tankeløst selv er skyld i.

I de sidste ca. 100 år har meteorologerne defineret begrebet ”klima” som ”det gennemsnitlige vejrlig i en 30 års periode”. Den klimaperiode, vi i dag sammenligner med udviklingen i det aktuelle vejrlig, er tidsrummet fra 1961 til 1990. D.v.s. at vi lige nu er i slutningen af den næste klimaperiode, som altså går fra 1991 til 2020. Og allerede nu kan vi se, at der netop i denne periode er sket voldsomme ændringer i mange klimaparametre og her især i det globale temperaturgennemsnit, der er steget årligt her i det nye årtusinde. Denne udvikling skal ses i lyset af, at mange forskere i 1970’erne var overbevidste om at kloden gik mod en ny istid, da den mellemistid, som vi har levet i siden sidste istids afslutning for ca.14.000 år siden, viste tegn på at være ovre.

Siden den såkaldte ”lille istid”, der var en koldere periode, der startede ca. år 1250, for så igen pludseligt ophørte midt i 1800-tallet, har forskerne tumlet med spørgsmålet om, hvad der forårsagede denne stigende globale temperaturforøgelse. I dag er kun meget få forskere i tvivl om, at årsagen har været menneskets stigende forbrug af fossile brændstoffer – kul, olie og naturgas – der har ført til den såkaldte drivhuseffekt, hvor solens opvarmning af jordens atmosfære ikke længere modsvares af en tilsvarende afkøling til verdensrummet. De såkaldte drivhusgasser fra afbrændingen af fossile brændstoffer virker som glasset på et drivhus, der tillader opvarmning om dagen, og tilbageholder varmen om natten. Derfor kan vi i dag konstatere, at klimaet er gået amok, idet den ene vejrrekord afløser den anden med en hastighed, vi ikke tidligere havde fantasi til at forestille os. Nu trues vi langt hurtigere end vi troede muligt af afsmeltende is i de arktiske og antarktiske områder. Dette fører til en global havstigning, der truer de lavest liggende kystområder, der samtidigt er de områder, hvor der bor flest mennesker på denne vidunderlige blå planet, som vi kalder Jorden.

Her hos os i Tønder kommune har vi kendt til voldsomme stormfloder, der er beskrevet gennem 1000 år. Siden midt i 1800-tallet har vi tacklet det, ved at bygge havdiger til beskyttelse af folk og fæ. Digebyggeriet blev efterhånden teknologisk forfinet og nåede med bygningen af ”Det Fremskudte Dige” ved Vidåens udløb sit foreløbige højdepunkt. Men det fortsat stigende havspejl forventes inden for få årtier at medføre enorme udgifter til at forhøje vore havdiger. Det danske samfund er både teknologisk og økonomisk selv i stand til at klare denne trussel, men det vil medføre en voldsom omprioritering, som vil gå ud over midlerne til mange andre samfundsformål.

De menneskeskabte klimaændringer slår allerede igennem på områder, vi ikke lige havde regnet med. Allerede nu mærkes en begyndende svækkelse af Golfstrømmen, der er Nordvesteuropas varmeapparat, ligesom ændrede trykforhold over flere kontinenter har medført ørkendannelse nogle steder og forøgede nedbørsmængder andre steder. Situationen i vores nærområde er i dag den, at vi fremover må forvente hyppigere og stærkere storme end tidligere. Tidligere taltes om såkaldte ”100-år episoder”, d.v.s. sandsynligheden for at vore havdiger blev udsatte for digebrud, var én gang pr. 100 år. Den sandsynlighed er allerede nu nede på noget, der ligner det halve antal år. Hvis vi ser ud i verden så betyder klimaændringerne, at tidligere dyrkbare områder i øgende hast udsættes for voldsom tørke og bliver til ørken, så millioner af menneskers levevilkår hurtigt forværres. Sultkatastrofer bliver dagligdag, som vi konfronteres med. Dette fører til store omvæltninger; ja nærmest folkevandringer, hvor presset og konflikterne øges. Det medfører allerede, at Europa ikke kun invaderes af krigsflygtninge fra ragnarokket i Syrien, men også af det, vi lidt nedsættende kalder bekvemmelighedsflygtninge eller økonomiske flygtninge fra især Afrika. - Mon ikke vi selv ville reagere på samme måde, hvis det var os og vore familier, der blev truet på livet?

Det, der skal gøres for at formindske truslen fra klimaændringerne, er hurtigt at ændre energipolitik, så forbruget af fossile brændstoffer formindskes eller helst helt ophører. Men det er en langsommelig proces, som mange modarbejder. Skal det lykkes, så kræver det, at vi hurtigt omstiller os til vedvarende og forureningsfri energiformer som sol- og vindenergi. Vi skal nedsætte vores forbrug og forøge vores genbrug. Vi skal ændre transportpolitik, så el-biler bliver normalen, og vi skal forbedre den kollektive trafik. Gods skal flyttes fra gummihjul til jernbaneskinner og skibe. Flytrafik, der er den mest forurenende trafikform, skal begrænses voldsomt ved at gøre det langt dyrere at benytte. Og vi kan kun komme i gang med at begrænse klimaændringerne, hvis hver enkelt af os indser situationens alvor. Det virker umiddelbart som helt uoverstigelige problemer, der kun kan lykkes, hvis hver enkelt af os ændrer adfærd. - Og det kan kun gå for langsomt!

Så gå ud i naturen og nyd den. Det bliver forhåbentlig en dejlig solrig og varm sommer, men sommeren kan lige så godt blive kølig med regn og stormvejr; - Vi er i klimaændringens vold!

Søren Eller, naturgeograf og
formand for DN’s Tønder afd.