Ravjagt i Vadehavet

Prisen på rav steg med 400% sidste år og det koster nu næsten det samme som 14 karats guld!

Interessen for at deltage i de organiserede ravture er nærmest eksploderet. Efterspørgslen efter rav kommer især fra kineserne, som mener at rav styrker hjertet og potensen. Helt tilbage i oldtiden har skandinavisk rav været populært, og det var en af de vigtigste handelsvarer dengang. Blandt de mest kostbare smykker, som Egyptens faraoer havde med i graven var rav, som de kaldte ”Guden Ras’ tårer”. - Fordi vores rav var så eftertragtet ude i verden, blev Norden en økonomisk stormagt i bronzealderen.

Rav er dannet af størknet lærketræ- og fyrreharpiks fra slutningen af Eocæn-tiden for ca. 40 - 30 millioner år siden. Træerne udskiller harpiks, når der opstår skader på barken, hvor det fungerer som et skjold. Harpiks beskytter på den måde såret mod blandt andet insektangreb. Harpiksen er så gennem tiden blevet hærdet til det gyldne rav, vi finder; i sjældne tilfælde med indlejrede rester af insekter, der har siddet fast i harpiksen.

Det er nemmest at gå på ravjagt om vinteren, hvor det kolde tunge havvand giver det lette rav bedst opdrift, der får det til at flyde, men man kan også sagtens finde rav om sommeren.

I Vadehavet går man på jagt i tidevandsrenderne. Gå ud 4 timer inden højvandet. Hold øje med at du kommer ind i tide, og at du ikke overraskes af tåge eller mørke. Det er en rigtig god idé, at bruge GPS’en i din telefon eller et kompas, så du hele tiden ved, hvor du er. Skulle du blive fanget af tidevandet på vej ind igen og ikke kan krydse de til tider meget dybe og stærktstrømmende tidevandsrender, bliv da stående på en af de høje revler og vent på at tidevandet igen trækker sig tilbage, også selv om det kan tage flere timer.

Et godt sted at lede efter rav siges at være nær Grønningen på nordsiden af Fanø.

En måde at finde rav på er at iagttage hvor mågerne spiser, og lede der. Rav og mågeføde (døde søstjerner og muslinger) har nogenlunde samme vægtfylde og ligger derfor ofte de samme steder. De ligger som regel i opskyllede bølgede bælter - såkaldte druser - sammen med tang og kulagtige træstykker.

En anden og mere moderne søgemåde er at anskaffe sig en 100 LED lommelygte med ultraviolet lys. Gå ud om aftenen eller i skyet vejr. Når lyskeglen rammer en ravklump bliver den selvlysende.

Hold øje med vejrudsigten. Efter et par dage med kraftig vind fra vestsydvest rodes ravet op fra havbunden, og hvis vinden efterfølgende går i øst, bringes det ind til kysten med understrømmen. Det er også muligt at gå ud i pålandsvind. Tag et par waders på og stå i brændingen. Brug et rejenet eller lignende, for eksempel en bøjet ketcher, som skovl i vandkanten, så du fanger ravet, inden det skyller ud med vandet igen. Så skulle der være god mulighed for at finde noget. – Men vær altid opmærksom på din sikkerhed!

God jagt!


Klaus Bjørn Jacobsen,
næstformand i DN’s Tønder afd.