Naturen lige nu

Svampetid

Plukker i Skoven du ukendte Svampe, da lad først Lillebror smage derpå.
Dersom han dør under Skrigen og Krampe, så bør du selv lade Svampene staa.
Og hvis der ingenting sker med den Lille – Tja, så gik den Portion Svampe til Spilde!

Fra Barske Børnerim (1953) ”Godt gammelt Husraad” af Poeten (alias Poul Sørensen 1906-1973)

Svamperiget -Mycota- er noget helt for sig selv. Ikke planter, mest dyr, men helt sin egen, indeholdende ca. 1,5 mio. arter. Indånder ilt, udskiller CO2 , lever af at nedbryde organisk materiale, kan leve i eller over jorden, i vand, i planter, i andre svampe, i dyr, selv i mennesker.

Svampe findes fra mikroskopiske former og til f.eks. kæmpestøvbolde op til 30-40 cm i diameter. Svampe har stor indflydelse på vores verden. Lad os tage nogle eksempler: Gærsvampe anvendes i såvel bagning som ved fremstilling af øl og vin, skimmelsvampen pinicilium, har ”givet” os penicillin, lige som andre svampe er ophav til andre lægemidler. Af andre svampe, der er til gavn og glæde, kan nævnes de fremragende spisesvampe trøffel, morkel og kantareller, samt et væld af andre svampe.

Desværre er en del svampe til stor skade, f.eks. kartoffelskimmel og rustsvamp på kornsorter og kaffe m.m., mens andre svampe kan udskille livsfarlige giftstoffer i korn og andre levnedsmidler. Ligeledes kan huse angribes af hussvamp, og honningsvamp kan gøre rigtig stor skade i skovbruget. Mange træer lever i et symbiotisk forhold med en svamp, idet svampen laver et netværk, en slags rødder, der flettes sammen med træets rødder og dækker et større areal end træets rødder alene. Svampen får sukkerstoffer fra træet, og træet får mineraler og vand fra svampen. Det kaldes symbiose. En gang om året skyder svampen sit frugtlegeme op af jorden for at producere og sprede sine sporer, ”frø”.

Alle svampe skal have et fugtigt miljø, derfor ser vi nu, at hatsvampene efter den tørre sommer myldrer frem i skove og krat, så hvis man vil prøve at samle spisesvampe, er det tiden. Det er ikke en udbredt kultur i Dannevang at samle svampe. Folk har hørt skrækkelige historier om giftige svampe, så de dårligt tør købe Brugsens champignons. Men faktisk er der meget få dødeligt giftige svampe, de kan tælles på en hånd: Grøn og snehvid fluesvamp, panterfluesvamp og alm. netbladhat. En del andre kan give en gang maveonde, herunder rød fluesvamp, men man overlever. Man skal hurtigt lære de giftige at kende, samt de arter, de kan forveksles med. Så er man godt hjulpet.

Så selv om man ikke har tidligere har samlet svampe, er det muligt at prøve. Man bevæbner sig med en svampebog med gode illustrationer, en kniv (og helst også en person, der har lidt viden) og en samlekurv. Poser er ikke gode, da svampe er sarte og skades let, hvis de rumles rundt. Når man starter med indsamlingen, er der en sikker vinder: Rørhattene. Det kan næsten ikke gå galt. Der er ingen rigtigt giftige. Man kan sige, at hvis de smager godt, kan de spises. Man kan tage en lille bid i munden, og har man fået fat i satans rørhat (sjælden i DK) eller peberrørhat er man ikke i tvivl. Og hvad er så en rørhat. Kigger man under hatten ses en masse små huller, og skærer man hatten midt igennem ses en mængde parallelle små rør.

Men der er andre ”lette” spisesvampe, der er lamelsvampe, f.eks. parykblækhat. Den ligner en lille hvid bjørneskindshue. Den er meget sart og smadrer let, men smager godt. Stor parasolhat er også fin, i oplukket udgave ligner den en frynset parasol. Yderlig kan nævnes kantarel. De fleste svampe er dog små og/eller uden kulinarisk værdi.

Det er også muligt at finde gode svampe på marker, her især champignons, som er lette at kende, hvis man ser efter lamellernes farve. DE SKAL VÆRE LYSERØDE ELLER BRUNE!

Til slut vil jeg sige, at det er et must, at man tager unge svampe, de føles nærmest som en hoppebold at røre ved. God jagt, men er du i tvivl, så kassér svampen eller lad lige en kyndig person kontrollere den, inden svampene havner på panden.

Ulla Østerberg, biolog

bestyrelsesmedlem i DN's Tønder Afd.