Naturen lige nu
Juni 2015Tid for efterårsfugle
De første af vore overvintrene fugle har nu indfundet sig, og nogle af dem er faktisk kommet usædvanlig tidligt; – det varsler en hård vinter!
Bøg, ask, eg og tjørn bærer meget frugt i år – meget belejliget - da vore vintergæster netop foretrækker frugter som bog, agern og bær fra tjørn.
Kvækerfinken, en fætter til bogfinken, finder vi i løvskove og parker med indslag af bøgetræer. Ofte møder man flokke af kvækerfinker sammen med bogfinken – de sidder på jorden og spiser bog. Den smukke skovskade med de blå fjer på vingen elsker agern – den samler agern, og gemmer dem et hemmeligt sted, f eks. under en gammel trærod, så har den et lager, når vinteren for alvor sætter ind. Den er en vigtig brik, i fornyelsen af egeskoven, da den nogle gange glemmer sit lager, og nye egetræer spirer frem.
Ude i det åbne land strejfer flokke af sjaggere og vindrosler omkring – de er i familie med solsorten. De har fået det hårdt i de sidste år, da deres fødegrundlag bliver mindre og mindre for hvert år. Læhegn med især tjørn – en vigtig fødekilde – forsvinder, og de store landbrugsmaskiner skal have mere plads. Læhegnene er ikke blot en vigtig fødekilde, men også en vigtig forbindelseskorridor for alle vandrende dyrearter, samt levested for mange truede dyrearter, som f eks agerhønen.
I granskoven høres ofte et sagte pip – det er fuglekongen som fouragerer – ofte i små flokke og sammen med sortmejser. Højt oppe i toppen af grantræerne, hvor koglerne især hænger, ses ofte småflokke af korsnæb. Med deres meget specialiserede næb, er de eksperter i at pille frø ud af koglerne.
I skal finde fuglebogen frem, så I ved hvad I skal kigge efter, når I tager afsted ud i den vilde natur – der er mange fine steder omkring os, både skov, mose, hede, søer og vandløb.
Husk kikkert – god tur!
Hans Tonnesen, naturvjleder
medlem af bestyrelsen i DN’s Tønder afd.